Forestil dig det verdenskendte, maleriske torv Il Campo i den idylliske italienske by Siena. Fotograferet, printet og monteret i størrelsesforholdet 1:1. Vel at mærke så man på 1-2 meters afstand kan opleve billederne helt tydeligt.
Sådan lød opgaven fra Messecenter Herning. Og opgaveløser Michael Høltermand fra SUN-ADvertising A/S i Herning var ikke i tvivl om, at dette projekt meget vel kunne ende op i verdens største digitalt skabte panoramabillede.
Det krævede billeder med en meget høj opløsning. Torvet blev derfor digitalt fotograferet med specialudstyr, og resultatet blev 32 gigantiske billeder, som blev samlede til ét stort panoramabillede. Alle billeder blev digitalt behandlet og yderligere interpoleret op til det endelige format: 10,15 meter x 390 meter i 50 dpi. Det blev et billede på ialt 57 gigabyts.
Derefter skulle billedet printes og monteres. At printe næsten 4.000 m² banner kræver både viden og stor kapacitet. Til at printe opgaven blev Ricken A/S valgt, som netop har store erfaring i at printe meget store formater.
Det store puslespil blev til sidst samlet. Og for at gøre oplevelsen perfekt blev der opstillet en 2,5 meter høj væg hele vejen rundt på torvets bagside, så publikum kunne mærke en “mur”, og ikke blot et blødt banner, når man rørte ved det.
Illusionen blev fuldendt ved at skabe et autentisk italiensk torvemiljø med flisebelægning, lamper på væggene samt dekoration og udsmykning med alt fra planter via brusende springvand og fontæner til skilte og cykler. Det færdige resultat var ganske enkelt et perfekt og naturtro italiensk torvemiljø.
Aldrig før har et billede været så stort. Og det skabte da også udelt begejstring hos et stort publikum. Alle fik en oplevelse, de sent vil glemme, mens Michael Høltermand og Ricken A/S fik flyttet grænserne for digital produktion.